Min far Toni Erdmann
Winfried Conradi (Peter Simonischek) er en pensionsmoden spasmager. Han elsker at drive gæk med alle omkring sig, og så snart lejligheden byder sig, ifører han sig kunstige tænder, fjollede hatte eller parykker og en opdigtet identitet. Om det er som et værn mod virkeligheden eller bare for at underholde står ikke fuldkommen klart i tyske Maren Ades tredje spillefilm. For er der noget, ’Min far Toni Erdmann’ ikke er, så er det et entydigt, gennemskueligt værk. Snarere er det en absurd, dybt menneskelig komedie, hvor balancen mellem depressionen og den legende lethed, mellem det kynisk overfladiske og det rørende inderlige konstant vakler. Siden succeserne med sine to første film, ’Der Wald vor lauter Bäumen’, 2003 og den dobbelte Sølvbjørnevinder i Berlin ’Alle andre’ (’Alle Anderen’) 2009, har tyske Maren Ade været et af de navne, man holder øje med på den internationale filmscene. Med et særligt blik for livets absurditeter og personer, der på den ene side er helt mærkværdige og på den anden side dybt genkendelige, laver hun ekstremt personlige film. ’Min far Toni Erdmann’ er ingen undtagelse. Filmen var i hovedkonkurrencen i Cannes i 2016, hvor den konkurrerede om Guldpalmen og vandt kritikernes pris.
