Instruktøren Yves Roberts to prisbelønnede film byder på en fuldkommen indtagende historie om en tilsyneladende sorgløs tid i forfatterens Marcel Pagnols barndom.
Pagnols succesromaner begyndte som en novelle i bladet Elle i 1956, men efter en overflod af positive læserreaktioner besluttede han sig for at skrive en hel bog om sine barndomsminder, “En barndom i Provence”. Historien blev så lang, at den blev delt op i to dele: “La Gloire de Mon Père” (“Min fars store dag”) og “Le Château de Ma Mère” (“Min mors slot”) – to udødelige klassikere, som har fortryllet millioner af læsere, og som begge blev filmatiseret af Yves Robert i 1990.