Peter von Kant

PETER VON KANT er Francois Ozons version af Rainer Werner Fassbinders “Petra von Kants bitre tårer”. Ozons film var nomineret til Guldbjørnen på Berlin Film Festival og desuden til en Teddy i kategorien af LGBT-spillefilm.

Peter von Kant er en succesfuld filminstruktør, som verbalt misbruger sin mangeårige, umælende assistent Karl, som han udnytter både arbejdsrelateret og som sin personlige opvarter. Da hans muse, den kendte skuespiller Sidonie præsenterer ham for den smukke, unge Amir, falder von Kant pladask for ham. Ikke kun hans skønhed men også de muligheder han ser i at forme ham. Fra smalle kår med en trist familiehistorie i rygsækken er Amir både ydmyg men også selv øjeblikkeligt betaget af den ældre filminstruktør, som ikke er så gammel endda og indvilger på vej ud af døren i at vende tilbage den efterfølgende dag. Von Kants egen historie er heller ikke en dans på roser selv her på højden af sin karriere. Han har en ung datter, som han efter at have mistet sin kone har sendt på kostskole. Følelsesregistrene krydser hinanden, da Amir taler ud under en prøvefilm i von Kants improviserede filmstudie. Von Kant tilbyder, at Amir kan blive boende hos ham frem for at betale for et ydmygt hotelværelse. Den store instruktør ser en lys fremtid for sit nye, flammende håb og garanterer ham en succesfuld fremtid som skuespiller. Løftet indfries – en plakat med den nye populære film fra mesterens hånd hænger på væggen sammen med andre portrætplakater af den smukke yndling – men så snart Amir vinder berømmelse, føler også han kærlighedens tunge åg og erkender, at den dybe forelskelse kan være flygtig. Von Kant bliver syg af jalousi, da Amir en aften bliver ude hele natten og indrømmer at have andre seksuelle forhold. Han forlader ham og efterlader den knuste von Kant alene med sine dæmoner. Altid med et fyldt glas i nærheden går bruddet ud over Karl, men også hans datter kommer i skudlinjen for de indestængte følelser. Da von Kants mor kommer på besøg forsøger hun at få ham til at se livet i et klarere perspektiv.

Der er denne gang ingen bitre tårer på plakaten eller i filmen, men Peter von Kant er ét hundrede procent en dybtfølt hyldest til Fassbinder og Peter knyttes særligt sammen med Petra af Hanna Schygulla, der i von Kant vender tilbage som Peters snusfornuftige mor. Peter von Kant udspiller sig næsten udelukkende i instruktørens lejlighed i Köln, men sproget, der tales er fransk med islæt af tysk og omvendt, hvilket umærkeligt binder alt sammen.